tech stack

Når vi vælger teknologier til udviklingsprojekter, går vi nøje op i, at vælge de helt rette værktøjer, som vil gøre udviklingsarbejdet mere effektivt og dermed mindre omkostningstungt. Nedenfor kan du læse lidt om vores tekniske spidskompetencer og hvorfor vi er vilde med netop disse teknologier.

Laravel backendudvikling

Laravel er et ret nyt men meget anvendt open source PHP-framework til webudvikling. Frameworket følger de nyeste webstandarder og er samtidig brugervenligt og driftsikkert, og bruges til udvikling af komplekse webløsninger. Der er ingen tvivl om, at vi er store fans af Laravel, som vi også efterhånden har mange års erfaring med, og har baseret en lang række avancerede systemer på. Løsninger i Laravel giver gode muligheder for skalering og ekstra funktionaliteter, som kan tilpasses helt individuelle behov. Det giver os derfor mulighed for, at lave præcise og skræddersyede løsninger til unikke forretningsbehov.

Løsninger i Laravel giver derfor også altid systemer af høj kvalitet. Kvalitet og pris går ofte hånd i hånd, men med Laravel er rammerne for en god struktur allerede defineret, så vi kan koncentrere os om at udvikle selve logikken. Det betyder, at vi kan skrive mindre kode for det samme resultat, som vi kunne få med dobbelt så meget kode i et andet framework. Vi sparer dermed en del timer i udviklingsprocessen, som både kommer os og vores kunder til gode. Det bliver dermed også nemmere at læse og forstå koden i Laravel, som gør systemerne lettere at opdatere efterfølgende.

Vi bruger Laravel til backendudvikling, hvor frameworket desuden fungerer utrolig godt sammen med blandt andet Angular, som vi bruger til alt frontendudvikling.

Angular frontendudvikling

Angular er et TypeScript baseret open-source web application framework. Det bruges som et frontend værktøj og har gode komponenter, således vores udviklere kan arbejde med læsevenligt og brugervenligt kode, som er nemt at vedligeholde. Angular har blandt andet en detaljeret dokumentation, hvor vores udviklere kan finde alle nødvendige oplysninger uden at skulle bruge tid på at søge rundt. Som et resultat kan vi hurtigere komme med tekniske løsninger og løse nye problemer. Platformen er desuden understøttet af Google, hvilket også gør platformen meget pålidelig.

En ting vi er specielt vilde med ved Angular er det store økosystem af tredjepartskomponenter, som giver mange gode funktionalitetsmuligheder. Den komponentbaseret arkitektur betyder, at apps er opdelt i uafhængige og funktionelle komponenter, som let kan udskiftes, afkobles eller genbruges i andre dele af app’en. Man kan derfor også nemt teste en webapp, fordi man kan sikre, at hver komponent fungerer problemfrit.

Alt dette samles, så vi kan fokusere på at opbygge fantastiske apps i stedet for at bruge en masse tid på at få koden til at fungere. Med Angular har vi en måde at opbygge applikationer og kan genbruge koden og bygge apps til ethvert implementeringsmål; web, mobil-web, web-app, native mobil og native desktop.

Webbaserede systemer

Før i tiden blev systemer udviklet direkte til eksempelvis Windows, når man havde brug for et system. Men i dag er alt og alle næsten altid forbundet til internettet, hvilket også betyder, at i stedet for at udvikle programmer der skal installeres på computeren, er det smartere at udvikle systemer, som kan tilgås fra hvilken som helst webbrowser. Det er det vi kalder webbaserede systemer eller web applikationer, og som alle vores løsninger bygger på.

Integrationer

Når to eller flere IT systemer skal sende data til hinanden, bruger man API’er, til at sikre at den sendte data er sikker og bliver forstået korrekt af det modtagende system. API’er og velfungerende integrationer kan spare et udviklingsprojekt en masse tid og ressourcer, hvis de bliver integreret ordentligt i projektet. 

Automatisering af manuelle processer og inddragelse af viden fra intelligente services mindsker spildtid hos medarbejdere og optimerer forretninger. Vi har integreret med over 50 forskellige services, banker, sociale netværk, marketing platforme og interne systemer, og har derfor stor erfaring med succesfulde integrationsprojekter og API udvikling.